Når lederens følelsesmæssige arbejde ikke får et sted at lande

Ledere i velfærdssektoren løser hver dag opgaver, der kræver både fagligt overblik og følelsesmæssig tilstedeværelse. I en hverdag præget af højt tempo og mange krav kan lederens egne behov for refleksion, støtte og anerkendelse let komme i baggrunden. Denne artikel sætter fokus på, hvordan det ser ud i praksis, og hvad der sker, når det følelsesmæssige arbejde ikke har et sted at blive bearbejdet. 

En hverdag uden pauser 

Hun har været på arbejde i flere timer, før hun opdager, at hun ikke har drukket så meget som en tår vand. Dagen er fyldt med møder, afbrydelser og akutte henvendelser. Medarbejdere, der har brug for støtte. Pårørende med spørgsmål, bekymringer og frustrationer. Hun bevæger sig fra den ene opgave til den næste, men oplever alligevel konstant at være bagud. 

Der er hverken tale om manglende struktur eller fokus. Tværtimod er den pågældende leder fagligt kompetent, ansvarlig og dedikeret. Men tempoet er højt, og pauserne ryger som noget af det første. Dermed forsvinder også de små øjeblikke, hvor der ellers kunne være plads til at stoppe op, tænke og orientere sig. 

Når hverdagen føles genkendelig 

Som leder i velfærdssektoren kan du måske genkende denne hverdag. Ikke nødvendigvis i detaljen, men i fornemmelsen af konstant at skulle være tilgængelig, tage ansvar og skabe stabilitet i et felt, hvor meget er i bevægelse. 

Når kravene er mange og tiden knap, bliver refleksion og egenomsorg ofte udskudt – selv om netop refleksionen er afgørende for at kunne lede med overblik og dømmekraft i komplekse sammenhænge. 

I en supervision beskriver en leder sin hverdag sådan: 

“Nogle perioder kan det føles lidt som en af de der mareridtsagtige drømme, hvor nogen er efter én. Man ved ikke hvem, og man føler hele tiden, at man er lige ved at blive indhentet af det uhyggelige, der jagter én.” 

En anden leder bruger et andet, men lignende, billede: 

“Det er som at have 50 bolde i luften, som alle skal gribes på bedste vis. Og så opdager man igen og igen, at der lige var en bold, man ikke nåede at gribe.” 

Billederne er forskellige, men oplevelsen er den samme: et konstant pres og en vedvarende fornemmelse af aldrig helt at kunne komme i mål. 

Det følelsesmæssige arbejde i lederrollen 

En stor del af det uopdagede pres ligger i det følelsesmæssige arbejde, der også følger med lederrollen. Som leder bliver du ofte den, der samler op, når medarbejdere er i tvivl, frustrerede eller personligt berørte. Konflikter, samarbejdsudfordringer og private belastninger finder vej ind til lederrollen, fordi der ikke er andre oplagte steder at placere dem. 

Samtidig forventes det, at du har retningen, holde hovedet koldt, sikrer kvalitet og tager ansvar for både mennesker og opgaver. Det kræver, at du kan rumme andres følelser uden at lade dem styre, og at du kan være nærværende uden at overtage. 

Balancen mellem empati og grænsesætning som leder

Her opstår den velkendte balance mellem empati og afgrænsning. Som leder kan du måske genkende ønsket om at være tilgængelig og støttende, men også oplevelsen af, at det kan være svært at lukke døren, selv for en kort stund, for at arbejde uforstyrret eller samle tankerne. 

Mange ledere, jeg har mødt, har haft brug for bevidst at øve sig i netop dette: at lukke døren for at kunne løse en opgave uden forstyrrelser – uden at føle skyld. Samtidig beskriver de, hvordan det tager tid, før omgivelserne vænner sig til det. 

“Jeg skal bare lige spørge dig helt kort om noget, jeg håber, det er ok.” 
 
Men afbrydelsen er allerede sket, og koncentrationen er brudt. Når det sker igen og igen, kan det være svært at fastholde forsøget på at skabe ro og fokus. 

Følelsen af ansvar for medarbejderne fylder, og oplevelsen af, at der altid er nogen, der har brug for dig, er sjældent helt forkert. Over tid kan det betyde, at lederens egne behov for pauser, refleksion og faglig sparring glider i baggrunden. 

Når støtten udebliver 

Selv om behovet for sparring er tydeligt, bliver den ofte nedprioriteret. Lederkollegerne har travlt, og mange ledere holder igen med at række ud. Ikke fordi behovet ikke er der, men fordi man ikke vil belaste hinanden yderligere i en allerede presset hverdag. 

En leder fortæller: 

“Jeg vidste godt, at jeg var på vej til at få det rigtig dårligt. Jeg nævnte det også for en kollega. Men hun var selv ret fyldt op, og jeg kunne ikke få mig selv til at bruge hendes tid. Jeg ville heller ikke være sådan én, der bare læsser af på andre.” 

Her opstår en dobbelt belastning: man har brug for støtte, men vil samtidig skåne andre. For nogle spiller også et tabu ind. Det kan være svært at tale åbent om tvivl og usikkerhed, når man er leder – særligt hvis man oplever, at andre “har styr på det”. 

“Jeg var bange for, hvordan de andre ville se på mig, hvis jeg begyndte at fortælle om mine udfordringer. Så jeg holdt det for mig selv.” 

Når det bliver dyrt i længden 

Når det følelsesmæssige arbejde ikke får et sted at lande, kan konsekvenserne vise sig over tid. Overansvar, følelsesmæssig smitte og begyndende udmattelse kan snige sig ind – også hos dygtige og engagerede ledere. Uden pauser, refleksion og støtte bliver det sværere at bevare overblikket og den faglige dømmekraft. Ikke fordi viljen mangler, men fordi belastningen bliver for stor, for både mentalt og fysisk. 

Det påvirker ikke kun lederen, men også kvaliteten af ledelsen. Når det følelsesmæssige arbejde ikke anerkendes og håndteres som en del af lederens arbejdsvilkår, bliver det en usynlig belastning, der langsomt tærer på både dømmekraft og handlekraft. 

Hvorfor supervision og ledersparring gør en forskel 

For ledere er supervision, ledersparring eller målrettet lederuddannelse netop det sted, hvor det følelsesmæssige arbejde får lov at lande. Et rum, hvor der er tid til at standse op, sætte ord på og få perspektiver på egne og andres reaktioner og handlemønstre. 

Ledelsesindsats og supervision handler ikke om at få hurtige løsninger eller blive “fikset”, men om at skabe et professionelt refleksionsrum, hvor ledelsesopgaven kan undersøges med både faglighed og menneskelighed. Her kan lederen komme op og se det hele lidt udefra, skelne mellem ansvar, empati, arbejdsopgaver og egentilstand – og genfinde et bæredygtigt ståsted i en kompleks hverdag. 

Når lederens følelsesmæssige arbejde bliver taget alvorligt, styrkes ikke kun lederen, men også organisationen som helhed. 

Ønsker du sparring på din lederrolle?

Et leder-coaching- og sparringsforløb på tre sessioner giver mulighed for at arbejde med ledelsesdilemmaer, prioriteringer og følelsesmæssigt ansvar i et fortroligt rum. Forløbet kan gennemføres på telefon, online eller fysisk i København, Nyborg, Fredericia eller Aalborg.

Nysgerrig? Tag fat i mig her for en uforpligtende snak – jeg har åbnet for et begrænset antal forløb i år.