Når man hver dag arbejder med mennesker i svære livssituationer, følger de følelsesmæssige belastninger med. Men hvad sker der, når medarbejderne ikke får talt om det, der er svært, og hvordan kan kollegerne blive en del af løsningen?
“Jeg er så træt.”
Det er en bemærkning, man kan høre på mange arbejdspladser i en travl hverdag. Men når man hver dag møder mennesker i svære livssituationer, kan trætheden handle om mere end blot en travl arbejdsdag.
Det kender Tanya Poulsen, der er faglig konsulent og arbejdsmiljørepræsentant hos JobCare. Her arbejder hun sammen med kolleger, jobcentre og virksomheder om at hjælpe ledige, herunder langtidsledige og mennesker med komplekse problemstillinger, videre mod job eller uddannelse.
“Vi arbejder meget selvstændigt som faglige konsulenter, fordi vi bruger en stor del af vores tid ude hos borgerne. Derfor er vi sjældent samlet fysisk med vores kolleger, som man er på mange andre arbejdspladser,” fortæller Tanya.
Når en stor del af arbejdsdagen foregår alene, er der ikke altid et naturligt rum til at dele de oplevelser og frustrationer, der følger med arbejdet:
“Når man arbejder så meget selvstændigt, kan man komme til at gå og summe over tingene. Hvis en kollega har det svært og kommer ind på kontoret med en negativ stemning, kan det påvirke hele atmosfæren. Vi har haft nogle kolleger gennem tiden, der var kede af deres arbejde, som i de sværeste tilfælde er endt med en sygemelding,” fortæller Tanya.
Når omsorgstrætheden bliver svær at få øje på
Louise Vælds har gennem tyve år arbejdet med, hvordan arbejdspladser kan håndtere de følelsesmæssige belastninger, der følger med arbejdet med mennesker. I bogen Sammen mod omsorgstræthed – med kollegaløft-metoden samler hun sin viden og erfaring og viser, hvordan arbejdspladser konkret kan forebygge og håndtere omsorgstræthed gennem kollegial støtte, systematisk sparring og konkrete tiltag i hverdagen.
“Omsorgstræthed handler om den følelsesmæssige udmattelse og følelser af tab af mening, der kan opstå, når kravene i arbejdet over tid overstiger de muligheder, medarbejderne har for aflastning og restitution. Belastningen opstår ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden, men kan udvikle sig gradvist,” forklarer Louise Vælds.
Træthed, frustrationer og manglende overskud kan være tegn på omsorgstræthed, men belastningen kan være svær at få øje på, før den får mere alvorlige konsekvenser.
“Man kan vænne sig til at være træt, frustreret eller føle sig alene med ansvaret, uden at det bliver taget op som et fælles problem. Derfor er det vigtigt, at arbejdspladsen skaber bevidste rum for at tale om det, der er svært, og giver medarbejderne konkrete redskaber til at støtte og sparre med hinanden i hverdagen,” uddyber Louise.
Hos JobCare har Louise Vælds gennem flere seminardage introduceret medarbejderne til værktøjer og tilgange fra kollegaløft-metoden. Det er netop gennem et kontinuerligt arbejde med metoden over længere tid og med forskellige temaer i fokus, at arbejdspladser kan få det største udbytte af den. Det giver medarbejderne et fælles sprog for det, der ellers kan være svært at sætte ord på, og gør det lettere at reagere, når en kollega viser tegn på mistrivsel.
Når kollegial støtte bliver en del af arbejdsdagen
“I en organisation som JobCare, hvor medarbejderne tilbringer meget af deres arbejdsdag alene med borgerne, er det vigtigt at skabe faste rammer for at dele de følelsesmæssige belastninger. Det kræver, at den kollegiale støtte ikke kun afhænger af, om man tilfældigvis får talt sammen, men bliver en systematisk del af hverdagen, ” fortæller Louise Vælds.
Hos JobCare har de nu valgt at gøre den kollegiale sparring til en fast del af arbejdsugen. Hver tirsdag mødes de til kollegial sparring for at gennemgå konkrete sager, dele perspektiver og undersøge, om der er andre måder at gribe en situation an på.
“Vi taler også om, hvad der eventuelt dræner den enkelte, og hvad vi kan gøre, hvis en kollega står i en særlig svær situation. Nogle gange kan vi hjælpe hinanden med at se en sag fra en anden vinkel. Andre gange har man bare brug for at ventilere og få sat ord på det, der fylder,” fortæller Tanya.
Et stærkere kollegialt fællesskab skaber overskud
Arbejdet med kollegaløft har også ændret den måde, kollegerne er sammen på. Selvom konsulenterne fortsat tilbringer mange timer alene ude hos borgerne, oplever Tanya en positiv forandring i hverdagen på kontoret.
“Jeg kan mærke et andet overskud på kontoret, fordi der er den her åbenhed. Vi tør være åbne over for hinanden og tale om det, der er svært,” fortæller Tanya.
Det kræver en aktiv indsats at holde fast i de kollegiale relationer, når arbejdsdagen i høj grad foregår hver for sig.
“Vi har alle savnet det kollegiale fællesskab. Selvom vi arbejder meget alene, er det vigtigt, at vi stadig har hinanden og tager os tid til at være sammen, og det gør vi nu.”
I sin rolle som arbejdsmiljørepræsentant har Tanya, igennem kollegaløft-metoden, samtidig fået et tydeligere billede af, hvor belastningerne opstår, og et bedre grundlag for at tage dem op. Det gør det lettere at arbejde med det psykiske arbejdsmiljø som et fælles ansvar frem for noget, den enkelte medarbejder selv må håndtere.
Når arbejdsmiljøet påvirker borgerne
For Tanya handler et godt arbejdsmiljø ikke kun om medarbejdernes trivsel og samarbejde. Det har også betydning for, at JobCare kan løse sin kerneopgave om at hjælpe ledige videre mod job eller uddannelse. Mange af borgerne befinder sig i sårbare situationer, hvor relationen til jobkonsulenten spiller en vigtig rolle.
“Borgerne kan godt mærke, hvis man ikke selv har overskud. De kan mærke, hvis man er lidt ved siden af sig selv,” fortæller Tanya.
Hos JobCare følger den samme konsulent som regel borgeren gennem hele forløbet. Det giver mulighed for at opbygge tillid og skabe kontinuitet i samarbejdet. Hvis en konsulent bliver sygemeldt, kan det derfor også få konsekvenser for de borgere, der er tilknyttet vedkommende. Et forløb kan blive afbrudt, og borgeren kan skulle opbygge en relation til en ny konsulent.
Det psykiske arbejdsmiljø har dermed betydning både for medarbejdernes trivsel og for kontinuiteten i borgernes forløb.
“Jeg vil anbefale kollegaløft til andre arbejdspladser, hvor man arbejder tæt sammen med mennesker. Det er vigtigt, at vi får et fælles sprog for de følelsesmæssige belastninger og konkrete redskaber til at støtte hinanden, så det ikke bliver noget, den enkelte står alene med,” afslutter Tanya.
Vil du høre mere om kollegaløft-metoden? Du kan læse mere om metoden og kontakte os her, eller købe fagbogen Sammen mod omsorgstræthed – med kollegaløft-metoden via Saxo.

Louise Vælds
Indehaver og underviser
Med over 20 års specialisterfaring i coaching, stress, positiv psykologi, neuropsykologi og kommunikation har Louise Vælds afholdt mere end 15.000 coachsessioner. Hun rådgiver og efteruddanner fagpersonale i organisationer og kommuner inden for omsorgstræthed, anerkendelse, psykologi og trivsel. Louise er uddannet i diplomledelse og samarbejde, psykoterapeut og har en master i organisationspsykologi.






